Mennesket i centrum – socialpolitik med hjerte og fornuft

Alle mennesker har værdi – og alle kan havne i en sårbar situation. I Lokallisten tror vi på, at tidlig indsats, stærke fællesskaber, ligeværdigt medborgerskab og økonomisk ansvarlighed er vejen til et mere menneskeligt og bæredygtigt lokalsamfund. Socialpolitikken skal udvikles sammen med dem, det handler om.

Rettidig og relevant hjælp
Mennesker ved bedst, hvad der giver mening i deres eget liv. Uanset livssituation skal alle have mulighed for at leve et selvstændigt og meningsfuldt liv. Borgerne skal opleve at få den rette indsats på det rette tidspunkt – og inddrages reelt i løsningerne. Hjælpen skal være fleksibel, tilgængelig og tilpasset den enkeltes behov.

Pårørende og netværk som medspillere
Vi ønsker, at pårørende og netværk anerkendes som vigtige medspillere og får tydelig information, trygge rammer og adgang til støtte. Handicaprådet, Udsatterådet og andre brugerfora skal styrkes, og borgerinddragelsen skal være reel og respektfuld.

Fællesskab mod ensomhed
Vi sætter ensomhed på dagsordenen – især blandt ældre og socialt sårbare – og støtter mødesteder og initiativer, der skaber netværk og fællesskab. Vi vil styrke samarbejdet med civilsamfund, foreninger og ildsjæle, og samtidig fjerne unødigt bureaukrati, så fagligheden kan få plads.

Socialpolitik er mere end ydelser
Socialpolitikken handler ikke kun om ydelser, men om at stå ved siden af mennesker, når livet er svært – og hjælpe dem med at rejse sig igen.