Et trygt børneliv med tidlig indsats og stærke fællesskaber
Lokallisten vil sikre et trygt og nært børneliv – fra dagplejen til udskolingen. Vi tror på små, lokale fællesskaber, fordi de skaber ro, tilknytning og trivsel. Derfor vil vi bevare dagplejen og de lokale dagtilbud og skoler i børnenes nærmiljøer.
Tidlig indsats og reel inklusion
Børn med særlige behov skal have den rigtige støtte på det rigtige tidspunkt. Inklusion skal ske på barnets præmisser, ikke som et systemkrav. Beslutninger skal træffes tæt på børnene, i tillidsfuld dialog mellem fagfolk og forældre.
Stærke faglige miljøer
Vi vil fastholde tolærerordning i indskolingen og en maksimal klassekvotient på 24 elever. Sundhedsplejen og PPR skal styrkes som centrale aktører i den tidlige og forebyggende indsats. Ledelsen skal understøtte medarbejdernes faglighed og sikre nem adgang til sparring.
En skolehverdag der hænger sammen
Vi ønsker færre tests og mere praksisnær, tværfaglig undervisning. Der skal være balance mellem digitale og analoge læringsformer – og fokus på elevinddragelse, praksisfaglighed og engagerede voksne, der skaber motivation og læring.
Samarbejde med forældre og civilsamfund
Forældrene spiller en afgørende rolle – både hjemme og i samarbejdet med skoler og dagtilbud. Vi vil styrke dialogen med forældreråd og skolebestyrelser og videreføre de politiske dialogmøder. Civilsamfund og foreningsliv skal spille en større rolle – fx gennem strategiske partnerskaber.
