I de politiske forhandlinger på valgnatten bragte Borgerlisten ikke undertegnede i spil overfor nogen som helst som borgmester. Det var ikke afgørende, at Borgerlisten havde to mandater. I sidste periode var den konservative borgmester i Køge valgt på egne to mandater.
Borgerlisten havde samme tilbud i den socialdemokratiske lejr som i den borgerlige lejr, men vi ønskede bl.a. at understøtte nyt styre samt ny energi. Borgerlisten kunne begge steder have fået flere poster, men vi ønskede ikke flere. Endvidere har vi begge fuldtidsbeskæftigelse. Så antydningen om, at vi nok var til salg for mere den ene sted fremfor det andet er ikke korrekt.
Mit svar gik udelukkende på, at socialdemokraten Erling Hugger Jakobsen fra Haslev følte sig som opposition dårligt behandlet og fakta er, at den tidligere opposition med en socialdemokratisk borgmester behandlende daværende opposition på samme måde. Hvis socialdemokraterne skulle have haft udvalgsformandsposter skulle de ikke komme fra Borgerlisten. Normalt afgives udvalgsformandsposterne til en bredere konstituering fra primært det borgmester bærende parti, hvilket historien i Faxe Kommune hidtil har udvist. Hermed er debatten og mine svar, som langt hen ad vejen bygger på historisk fakta hermed afsluttet.
René Tuekær
Formand for Plan- & Kulturudvalget
Gruppeformand for Borgerlisten (L)