Ikke helt oplyst borger
Mogens S. Nielsen prøver i sit indlæg, at dissekere, hvor midten befinder sig i kommunalpolitikken i Faxe Byråd.
I begyndelsen spændende læsning, men det lykkes ikke. Overraskende nok har Nielsen heller ikke selv nogen anvisning af den politiske midte. Mit bud er, at midten er bevægelig i forhold til de valgte politiske temaer. Et tema kunne være den økonomiske politik.
Et andet tema kunne være socialpolitikken. Du indikerer langtidshukommelse, men kan ikke huske den seneste konstituering. Ved sidste konstituering pegede Borgerlisten på Venstres spidskandidat som borgmester. Resultatet blev en socialdemokratisk borgmester, som Borgerlisten ikke stemte på. I indeværende byrådsperiode har oppositionen bestået af Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Borgerlisten. Anden viceborgmesterposten har jeg haft gennem de to nævnte partier og ikke fra konstitueringsflertallet.
Mit indlæg var ment som oplysende information om, at alle politiske grupper har indgået valgteknisk samarbejde. Borgerlisten har ingen problemer med, at finde samarbejdspartnere. I slutningen af læserindlægget, når man frem til sagens kerne. Nielsen ønsker at stemme på et politisk parti, som har stemt imod kloakering i det åbne land. Borgerlisten stemte for løsninger i det åbne land, og som tiden er gået har det heller ikke vist sig bæredygtigt blot, at markere en modstand uden reelle muligheder.
René Tuekær – Borgmesterkandidat for Borgerlisten (L)
Solvænget 16
Faxe